Facebook

Ugens profil: Malthe Nygaard

Malthe Nygaard - profil.jpg
22-10-2010

Af Andreas Damgaard

Ugens profil i denne uge er Malthe Nygaard. Malthe kom til Blokhus inden denne sæson og det har medført 2 mål i 11 kampe, som alle har været fra start af. Inden skiftet har Malthe være i en række nordjyske divisionsklubber, og vi hørte ham om, hvorfor han i en tidlig alder allerede har været omkring et par klubber. Desuden får du at vide hvem der har det flotteste fuldskæg i truppen.

Hvilken kamp venter der Blokhus FC lørdag ude mod Tjørring?

Der venter en vigtigt kamp frem for alt. Vi skal ud og revanchere os fra weekenden af. Det er vigtigt, at vi hurtigt kommer op på hesten igen efter et chok nederlag. Det første af slagsen, så vi skal ud og slippe håndbremsen, selvfølgelig med omtanke, men vi skal se om vi ikke kan få 3 point med hjem. Det forventer jeg selvfølgelig også, at vi gør.

Hvordan har træningsugen været? Og hvilke ting er der arbejdet ekstra med i løbet af ugen?

Vi har trænet det med at skubbe op, når bolden kommer op mod deres forsvar. Vi har selvfølgelig også evalueret sidste kamp, og har fået snakket tingene igennem om, hvad der kunne være bedre, og hvad vi kan tage med derfra både positivt og negativt. Jeg synes egentlig, at vi har fået trænet igennem igen og er kommet videre. Til dagens træning blev der lige finpudset nogle ting, som vi skal have genfundet op til kampen på lørdag.

Hvordan er styrkeforholdet mellem klubberne og giv endelig et bud på resultatet?

Når man ser i divisions relief så har Blokhus altid været storebror, hvis man taler om brødreforhold mellem klubberne. Det er klart at Blokhus er noget større end Tjørring, og det er nok ikke samme ressourcer Tjørring har, som Blokhus har. Derfor tror jeg også, at vi tager en 2-0 eller 3-0 sejr.

Efter denne korte optakt til mordagens kamp, vil vi nu lære ugens profil lidt bedre at kende og Malthe fik følgende spørgsmål og vi fik følgende svar:

Sæsonens første nederlag kom jo i weekenden, havde du inden sæsonen troet på det først ville komme i kamp 11?

Nej, det havde jeg ikke forventet, men jeg vil sige at træningskampene viste, at jo længere hen mod sæsonstart vi kom, jo flere spillere kom der også til og jo mere sammenspillet blev holdet. Så jeg vil sige, at efter den første sejr over Aarhus Fremad, så havde jeg lidt på fornemmelsen, at det kunne være muligt at ambitionen om, at vi skal være med i toppen, hvor det er sjovt, blev indfriet.

Nu nærmer vi os så småt efterårets afslutning, har efteråret været som du havde forventet?

Ja, efter den første kamp ude mod Aarhus Fremad, så har efteråret været som det skulle være.

Du har spillet i AaB, Thisted, FC Hjørring og nu Blokhus i en alder af 21 år, hvilken nordjysk klub bliver den næste og hvor gammel er du når du skifter?

Jeg satser da på, at jeg hvert fald skal være heroppe de næste par år. Man kan sige, at jeg har manglet lidt en base de andre år. Jeg er blevet fældet lidt på, at jeg kun har skrevet et år i de andre klubber. Så jeg forventer at være heroppe et par år, så må vi se derefter, det kan jo være, at jeg bliver længere tid endnu, hvis både jeg og klubben vil have, at jeg bliver. Så må vi se til den tid, jeg kunne jo ryge til Horsens.

Du scorede igen i weekenden og fejrede det med en god jubelscene, var denne planlagt eller bare impulsiv?

Altså, målet var ren impulsiv og det var jubelscenen faktisk også. Det er ikke mit varemærke, som der stod på bold.dk dengang jeg kom herop. Der stod, at jeg var målfarlig, det plejer jeg ikke selv at sige. Jeg plejer at være en slider og så tackle, men det er da klart, at det er dejligt at få scoret, det giver selvtillid og det synes jeg skal fejres, også for at vise at man vil det.

Du går under navnet ”Mr. Hakket” i truppen, fortæl os lidt om det navn?

Jamen ved det ikke rigtigt, det er måske, fordi man giver den en ekstra skalle nede i styrkecenteret. Jeg kan ikke komme helt op på samme niveau som Mr. Universe aka. Nickolaj Thomsen. Men jeg kommer derop i hvert fald og man skal også have lidt sul på kroppen for at spille inde på midten.

Hvem af dig og Nickolaj Thomsen kan få det fedeste fuldskæg?

Det er et godt spørgsmål, jeg tror, jeg har lidt mere på halsen end han har. Men han har lige lidt flere år på bagen, så hans er tættere end mit. Så han får det flotteste.

Så siger rygtet, at intet er overladt til tilfældighederne, når du går på banen med hensyn til tøj, hår, og støvler. Er dette sandt og fortæl lidt om det? Det gælder både træning og kamp?

Ja det er rigtigt. Tingene skal være i orden, håret, jo det må godt sidde godt, men jeg er nok en materiale spiller, hvad det angår. Benskinnerne må godt sidde, som de skal og støvlerne skal også sidde, som de skal. Det skal være sådan, at jeg føler mig tilpas inden jeg spiller, for så spiller jeg bedst.

Vi siger tak til Malthe, som stillede op til denne ”uges profil”, og man må sige tingene sidder godt for tiden med 2 mål i 3 kampe. Vi er tilbage igen næste uge, men først får du lige Malthe’s favoritter.

Malthe’s fem favoritter:

Klub: United 
Spiller: Xavi  
Film: En duft af kvinde
Musik: Alt lige fra Poul Krebs til Eminem
Livret: En god lasagne