Klik på de to links og følg stillingerne i forårets slutspil.

 

Oprykningsspil

 

Nedrykningsspil

Facebook

Ung keeper skifter til Jammerbugt FC

Emil_og_Zinck_web.jpg
12-02-2018

Af Thomas Jansen

Oprustningen fortsætter i Jammerbugt FC, hvor 21 årige Emil Kobberup, tilknyttes divisionstruppen og dermed øger konkurrencen på målmandsposten.

Den unge målmand, som er opvokset nær Holstebro og nu er bosiddende i Aalborg, kommer til Jammerbugt FC fra Skive. Nu ser Emil frem til at tage konkurrencen op om at være sidste skanse hos de blåblusede.

- Jeg føler, jeg får den helt rigtige samlede pakke i Jammerbugt FC. Her tænker jeg både på de sportslige udfordringer og på den mere private del og mit studie, forklarer Emil Kobberup indledningsvist. 
Jammerbugt FC’s nye målmand har trænet med i det mest af det nye år og er faldet godt til i det nordjyske, hvor han skal kæmpe med Thomas Nielsen om spilletid.

- Jeg har fået et utroligt godt indtryk af klubben og havde på forhånd også hørt meget godt om Jammerbugt FC, og det har da også været super nemt at falde til. Nu håber jeg, at jeg kan give Thomas god konkurrence, men han er en virkelig dygtig keeper, så jeg ved, at det bliver svært. Men jeg glæder mig til at prøve kræfter med oprykningsspillet og synes det er en spændende tid i klubben, som jeg ser frem til at tage del i, siger Emil, inden Jammerbugt FC cheftræner Bo Zinck hilser sin nye mand og den øgede konkurrence på målmandsposten velkommen.

- Emil har stået en del 1. divisionskampe og er en ung ærgerrig keeper. Han har trænet med i et stykke tid og er en rigtig god person, som passer godt ind hos os. Det giver konkurrence på målmandsposten og øger kvaliteten af den daglige træning. Så vi står nu med et luksusproblem, hvor vi har tre rigtig dygtige keepere. To, der har divisionsniveauet, og så vores unge målmand, August, som nu har en fremragende mulighed for at lære yderligere fra samarbejdet med to dygtige og erfarne keepere, trods deres unge alder. Det er en virkelig god målmandstrio vi har nu, og de kan presse hinanden til at blive endnu bedre. Så det har jeg store forventninger til, forklarer Bo Zinck, som glæder sig over, at de dygtige målmænd er i gode hænder hos klubbens målmandstræner, Povl Hansen.

Emil Kobberup har tidligere spillet i Holstebro og Skive IK.