Sydbank Pokalen: JFC - Esbjerg fB

D. 26. september kl. 16.30
Dørene åbnes kl. 15.30.
Entré: 25 kr. for alle over 15 år.

 

Facebook

Unge Nicklas Sørensen glad for tiden i den blå trøje

Nicklas_Soerensen.JPG
27-06-2014

Af Thomas Jansen

Jammerbugt FC må vinke farvel til et af sine unge talenter inden det for alvor blev til gennembrud i divisionstruppen.

Det er som bekendt Nicklas Sørensen, der har valgt at fodboldfremtiden skal være i 1. division hos de nordjyske fodboldkollegaer Vendsyssel FF. Unge Nicklas Sørensen, der startede på Jammerbugt FC U19, har det seneste års tid været med omkring divisionstruppen, hvor han i den netop afsluttede forårssæson, med flere gode præstationer, var ved at bide sig fast og få det endelig gennembrud. Nu bliver det i stedet hos Vendsyssel FF udviklingen skal fortsætte, må en lidt ærgerlig, men forstående, Jammerbugt FC cheftræner erkende.

- Nicklas er et stort talent, som var meget tæt på sit endelige gennembrud på vores divisionshold. Han har arbejdet hårdt her i foråret, og jeg mener vi med fordel kunne have puttet mere på ham inden han tog springet videre, men jeg forstår også godt Nicklas vælger at tage chancen trods sin unge alder, fortæller Bo Zinck, som har store forventninger til det kun 18-årige talent.

- Som spiller og person har Nicklas flyttet sig meget i sin tid hos os, og hvis det fortsætter, så bliver det til meget meget mere i fremtiden. Jeg både håber og tror, at Vendsyssel FF, som har en dygtige træner i Ove Christensen, kan videreudvikle Nicklas i den rigtige retning. Det bliver spændende at følge Nicklas, og skulle han komme til at savne os i Jammerbugt FC, er han altid velkommen til at ringe til mig, tilføjer Zinck med et smil på læben, selvom der dog ikke er tvivl om han også mener det. Cheftræneren slutter med at minde om, at der trods tabet af den talentfulde spiller også er en tilfredsstillelse i et klubskifte som dette.

- Vi skal som klub være stolte over, at vi endnu engang sender en spiller videre til et højere niveau. Det har vi efterhånden utallige eksempler på, og det vidner om, at vi er dygtige til at udvikle vores spillere og det bør vi bestemt være både glade og stolte over.
Nicklas Sørensen selv er ikke i tvivl om at tiden i Jammerbugt FC har udviklet ham meget, men følte samtidig selv, at tiden var klar til udfordringer på et højere niveau.

- Tiden i Jammerbugt FC har været spændende og ikke mindst udfordrende. Da jeg kom startede jeg som U19 spiller, og siden er det faktisk gået lidt hurtigere end hvad jeg nok selv havde forventet. Jeg kom i divisionstruppen med en masse rutinerede spillere, og en masse spillere der kunne lære mig meget - både på og udenfor banen. Derfor vil jeg bare også gerne takke pænt af, for i Jammerbugt FC er jeg helt klart blevet en mere voksen og bedre fodboldspiller. Der skal også lyde en stor tak til trænerstaben for tilliden til så ung en gut som mig, fremhæver Nicklas Sørensen, som med dette næste skridt i sin udvikling nu vil arbejde mod at etablere sig i 1. division.

- Forventningerne til mig selv er, at jeg skal etablere mig så hurtigt jeg kan, og komme så godt ind på holdet som overhovedet muligt. Vendsyssel har en blandet trup, både med meget rutine, men også blandet med noget ungt blod, så det bliver spændende at se, hvor godt jeg kommer til at passe ind. Det gælder selvfølgelig også i forhold til den nye træner Ove Christensen, som har enorm rutine på højere plan. Så det bliver utrolig spændende – men tak for et par gode sæsoner i Jammerbugt FC, slutter Nicklas Sørensen inden turen går lidt længere nord på.

Fra Jammerbugt FC skal til Nicklas lyde en stor tak for indsatsen i den blå trøje samt et lige så stort held og lykke med de fremtidige udfordringer.