Sydbank Pokalen: JFC - Esbjerg fB

D. 26. september kl. 16.30
Dørene åbnes kl. 15.30.
Entré: 25 kr. for alle over 15 år.

 

Facebook

Vi skal frem over stepperne

614a0a1571f6dbccda19819333909c64.jpg
Frode Langagergaard og resten af teamet har tænkt sig at sætte sig i førersædet når det gælder Holbæk i weekenden.
15-04-2016

Af Thomas Jansen

Lørdag kommer Holbæk på besøg, når der på ny skal dystes om point i 2. division. Sidst Holbæk var på disse kanter, startede et helt særligt eventyr.

Her handlede det nemlig om play off kampe og Jammerbugt FC sikrede sig oprykning til 1. division. Denne gang er udgangspunktet et andet, men mindre kan også gøre det. Tre point ville eksempelvis være rart.

Netop pointene står øverst på prioriteringslisten lørdag. Selvfølgelig er processen ikke ligegyldig, men i seneste runde forløb processen stort set fejlfrit, da der blev spillet en god kamp mod Avarta på udebane. Her fulgte resultatet bare ikke med og de blåblusede måtte rejse hjem uden point. Denne gang skal arbejdet gøres færdigt.

- Vi kom desværre tomhændet fra Sjælland i sidste runde, hvor vi måtte acceptere et 0-1 nederlag mod Avarta, der nu topper rækken. Det er vi meget skuffede over. Alt andet end resultatet var nemlig meget tilfredsstillende i denne kamp, forklarer Frode Langagergaard, der dog har lagt skuffelsen bag sig for nu at fokusere fuldt ud på næste opgave.

- Det gav en lang tur fra Sjælland til Jammerbugten, men det kan ikke nytte at hænge med hovedet. Vi skal i stedet ud og sikre os at turen fra Jammerbugten til Sjælland bliver lige så lang for Holbæk lørdag. Vi skal ryste skuffelsen af os og vi skal ud og vise, hvad vi er lavet af. Det skal vi gøre med samme gejst og aggressivitet som mod Avarta. Vi skal op og presse på. Vi skal ud over stepperne, siger cheftræneren.

Holbæk kommer imidlertid med en anden plan, og den plan har virket ganske fornuftigt i de seneste tre kampe. Efter en slem forårspremiere med et 0-4 nederlag til Odder, har sjællænderne hentet tre 1-0 sejre og dermed 9 point. Så Jammerbugt spillerne skal op på tæerne, hvis hjemmeholdets plan skal overvinde gæsternes. Heldigvis er troen på, at det kan lade sig gøre stærk, og det er første vigtige skridt på vejen mod succes.

- Det bliver en svær opgave. De sjællandske hold er oftest gode tekniske hold og får de for meget plads til sit spil, så er de rigtig dygtige med bolden. Holbæk er ingen undtagelse. Med tre sejre på stribe, er de uden tvivl fyldt med selvtillid, så vi skal ud at starthullerne fra første fløjt i dag, fremhæver Langagergaard, der er sikker i stemmen, da han svarer på spørgsmålet om målet og midlet.

- Vil vi vinde, og det vil vi, er det derfor vigtigt, at vi går op og trykker på. Vi må ikke lukke Holbæk ind i kampen, men skal sætte os på spillet og bruge både fart og fysik til at få overtaget. Vi har næsten alle mand fit for fight og det giver stor konkurrence om pladserne, så vi føler klar til kamp, og det håber vi skinner igennem i alle 90 minutter. Nu er det ikke nok at lave en god præstation, som i Avarta, vi skal også gøre tingene færdige. Vi skal have tre point, slutter Jammerbugt chefen.

Nu er det slut med snak. Der skal handles. Det går løs lørdag d. 16. april kl. 15.00. Jammerbugt FC – Holbæk på Sparekassen Vendsyssel Arena.