Facebook

Viborg FF kommer på besøg i DBU Pokalen

DBU_Pokalen.jpg
20-08-2013

Af Thomas Jansen

I lodtrækningen til 2. runde af DBU Pokalen, ville skæbnen at Jammerbugt FC skal op i mod et Superliga mandskab. Denne gang gælder det Viborg FF.

Der har de seneste sæsoner været en del Superligahold forbi vores hjemmebane, og denne udgave af DBU Pokalen er ingen undtagelse. Viborg FF blev trukket op af bowlen efter Jammerbugt FC i 1. runde klarede sig sikkert videre mod Aars. Der var dog i denne sammenhæng ros til sæsonens første pokalmodstandere.

- Aars kæmpede rigtig godt og havde stor ære af kampen, og ikke mindst målmanden kan være tilfreds med indsatsen, fremhæver Jammerbugt FC cheftræner Bo Zinck fra pokalkampen mod Aars, hvor divisionsholdet gjorde hvad de skulle og sejrede 2-0.

- Vi gjorde vores arbejde. Vi styrede kampen og fik puttet to i kassen. Samtidig fik vi nogle nye spillere i kamp. Spillere som gjorde det godt, så det var positivt, forklarer Zinck, som altså nu kan se frem til en kamp, hvor favoritrollen på forhånd går til modstanderen.

- Nu venter Viborg, og det er hvad man kan kalde en bonuskamp for os. Den glæder vi os naturligvis til, understreger Bo Zinck, som sikkert genkalder gode minder når han træder ind på Sparekassen Vendsyssel Arena på onsdag d. 28. august.

Viborg FF er nemlig før blevet sendt ud af DBU Pokalen på dette græstæppe, og dengang var det cheftræner Zinck som sendte de afgørende straffespark i nettet.

Så alt kan ske når den blå bølge ruller ind over pokalturneringen på onsdag d. 28 august kl. 17.45…