Facebook

Victor og Nicklas vil kæmpe for den blå trøje

Nicklas-Rafa.png
16-03-2017

Af Thomas Jansen

Victor Rafael  og Nicklas Sørensen er blandt de mange spillere, som forud for dette forår har forlænget sine kontrakter med Jammerbugt FC, og de to offensiv spillere er klar til at gøre sit til at sikre fortsat divisionsstatus.

-  Vi står overfor et utroligt spændende og afgørende forår, og skal som hold præstere hver eneste gang, hvis vi forsat vil have 2. Division efter sommer. Det vil vi og jeg tror på vi bliver oppe. Jeg synes vi har hentet nogle utroligt stærke spillere ind til truppen samt en kompetent træner. Så jeg tror på et godt forår og på at vi kan sikre os i 2. Division, fortæller den ene del af den offensive duo, Victor Rafael, der er godt i gang med sit fjerde år i klubben. Han bakkes op af sin holdkammerat.

- Vi er ved at være der. Vi spillede en fin sidste testkamp, hvor vi lige manglede den sidste skarphed. Nu gælder det og vi skal hente point, hvor folk måske ikke forventer det, men det kommer vi til. Jeg har store forventninger til os i forhold til at overleve, men det polerede spil vil jeg ikke garantere, det bliver hårdt arbejde. Alt i alt ser det rigtig fint ud, og vi glæder os helt vildt til første kamp ude mod HIK, hvor vi er mere end klar til at ligge 100 procent, inden vi tager hjem til det nordjyske igen, forsikrer Nicklas Sørensen.

De to spillere har været i klubben gennem flere år og cheftræner Lars Justesen er glad for det fortsætter, og han håber at kunne bidrage til at udvikle spillerne yderligere.

- Victor Rafael er en herlig fyr, som spreder humør i og omkring truppen. Han har nogle klare kvaliteter, ikke mindst fremad banen. Det samme gælder Nicklas, der er et stort talent, som endnu ikke er færdigudviklet. Jeg glæder mig over at arbejde med dem begge og håber vi i samarbejde kan løfte deres niveau og arbejde med slutproduktet hos de to spillere. De har begge spændende kvaliteter, som vi får brug for i vores spil, forklarer Lars Justesen.

Spillerne selv er også godt tilfredse med tilværelsen i den blå trøje, og de nye rammer under det nye trænerteam, er der også blevet taget godt imod.

- Jeg har fået en lidt anerledes rolle i forhold til de andre år, jeg har spillet klubben. Trods mine kun 23, snart 24 år, er jeg en af de rutinerede på holdet. Så samtidig med jeg skal være humørbomben, skal jeg også tage mere ansvar på banen og bidrage på den måde også, smiler Victor i vanlig smittende stil, inden han træder ind i rollen som rutineret spiller og fortsætter;

- Vi har et meget ungt hold, så derfor skal vi, der har spillet en del divisionskampe, gå forrest. Jeg er rigtig glad for at være i klubben og er taknemmelig for alle de bekendtskaber, jeg har fået igennem tiden. Jeg trives her og har fundet min anden base udover hjemme i Aalborg. Der er sket utrolig mange ting i de snart fire, år jeg har været her, og jeg har taget alle de ting med, som klubben har givet mig og forsat vil give mig i fremtiden.

Nicklas Sørensen deler Victors tilfredshed med tilværelsen i klubben og ser masser af muligheder for fremtidig udvikling, personligt såvel som for klubben i det hele taget.

- Jeg har efterhånden været i Jammerbugt FC en del år og det er der selvfølgelig en grund til. Jeg har det godt med menneske i og omkring klubben. Samtidig har jeg fortsat hele tiden følelsen af en personlig udvikling på banen. Jeg er stadig meget ung, selvom jeg efterhånden har en del divisionskampe på papiret. Men jo flere hele kampe, jeg spiller, jo bedre og klogere bliver jeg. Jeg har fået en del flere kampe kontinuerligt i divisionen det sidste år, og det kan mærkes, forklarer Nicklas, inden han understreger at fokus dog ikke ligger længere ude i fremtiden lige nu. Her er der nemlig kun en ting, som fylder.

- Lige nu kigger jeg kun på det næste halve år, hvor alt handler om overlevelse. Alt andet er ligegyldigt. Det er målet for mig og det er målet for holdet.

De to offensive Jammerbugt FC kræfter er uden tvivl klar til at sparke foråret i gang lørdag d. 18. marts, når det på udebane gælder HIK. Her skal der kæmpes for den blå trøje, noget de to spillere er mere end klar til.