Klik på de to links og følg stillingerne i forårets slutspil.

 

Oprykningsspil

 

Nedrykningsspil

Facebook

Vigtig sejr ude mod B 93

NicklasSoerensen.jpg
Nicklas Sørensen stod for en flot udligning i sejren over B 93.
07-05-2016

Af Thomas Jansen

Der har været flere lange hjemture fra udebanekampene denne sæson, men lørdag var ikke en af dem. Godt nok blev der spillet på Østerbro Stadion i København, men resultatet betød, at de mange kilometer hjem, slet ikke var så slemme endda.

Jammerbugt FC vandt nemlig den svære udebanekamp mod B 93 med 2-1. En på mange måder vigtig sejr. Først og fremmest gav det naturligvis tre nyttige point og lidt luft til nedrykningsstregen, og så var det også Martin Pedersens første kamp som cheftræner for divisionsmandskabet. Martin fik en god start på posten og holdet fik en god start på anden halvdel af forårets kampprogram.

Det startede ellers svært, som ventet, men som kampen skred frem fik Jammerbugt FC bedre og bedre fat. En lang bold, der fangede Jammerbugt FC forsvaret på den forkerte fod, førte imidlertid til en 1-0 føring til gæsterne. Den blå defensiv blev ganske enkelt overløbet i situationen og på friløberen scorede værterne, der i de første 45 minutter havde en kraftig medvind.

Men Jammerbugt FC havde ikke tænkt sig at køre de mange kilometer forgæves og trods det at holdet ved pausen var bagude med et mål, så kom mandskabet stærkt ud til anden halvleg. Her fik de blåblusede godt fat i spillet og fightede som gale for hinanden. Det gav pote.

Efter lidt mere end en times spil blev værterne reduceret til ti mand og fem minutter senere udlignede Jammerbugt FC flot til 1-1. Det var Nicklas Sørensen, der kombinerede sig med en et-to igennem B 93 forsvaret og efterfølgende vippede bolden over keeperen og i nettet – et klasse mål.

Få minutter senere var det Jan Rasmussen, som var løs i højre side. Her tippede han bolden ind til bagerste stolpe, hvor Viktor Ahlmann sikkert heade bolden tilbage over i det lange hjørne. 2-1, og så var kampen pludselig vendt på hovedet. Men det havde været undervejs og Jammerbugt FC kørte efterfølgende klogt de tre point hjem til Jammerbugten.

- Det var stærkt og det var dejligt, lød det fra en glad og lettet cheftræner debutant på vejen hjem fra Sjælland. Martin Pedersen kunne bestemt også være tilfreds med både indsats og resultat.

- Jeg er meget meget tilfreds og stolt over drengene i dag. Holdet leverede en formidabel indsats og vi førte alt den energi vi har haft til træning i ugen med ind i kampen. Vi stod sammen og arbejde benhårdt, og det belønner sig. Når man ofrer sig og giver den alt hvad man har, så kommer det gode spil også. Det så vi i dag, fremhævede Martin Pedersen.

Han kunne heller ikke have forlangt mere af sine spillere i denne første kamp som cheftræner.

- B 93 lægger bedst ud og har overtaget i meget af første halvleg. I perioder lægger de tryk på os og medvinden hjælper dem på vej. Jeg synes egentlig de første tyve minutter er rodet, men herefter får vi bolden ned på jorden og flytter den godt rundt og får skabt flere gode muligheder, genfortæller cheftræneren og fortsætter;

- Selvom vi går til pausen nede med et mål, så har vi alle en god fornemmelse i forhold til anden halvleg, og vi er enige om at vi skal fortsætte med det vi har gang i. Så skal målene nok komme. Derfor er jeg også glad for at se, at vi går ind til anden halvleg, som vi gør. Vi viser god bevægelse, har god sammenhæng i kæderne, er aggressive og har god boldomgang. Vi sidder ganske enkelt på kampen i anden halvleg og alle arbejder sindssygt hårdt. Selvfølgelig giver deres udvisning mere plads til os og vores anden scoring tager pusten fra dem. Men vi kører sejren klogt og sikkert i land. Vi ville det mest, det viste vi, og det gav os i sidste ende en fortjent sejr, understreger Martin P, der ikke får lov at hvile på laurbærrene. Der venter en ny kamp allerede onsdag.

- Nu holder vi en god weekend og så er det tilbage i arbejdstøjet mandag, inden det onsdag gælder Næsby. Vi glæder os allerede.

B 93 – Jammerbugt FC: 1-2 (1-0)
18’ 1-0 Mohammad Ali, B 93
67’ Rødt kort Oliver Drost, B 93
72’ 1-1 Nicklas Sørensen, Jammerbugt FC
75’ 1-2 Viktor Ahlmann, Jammerbugt FC