Sydbank Pokalen: JFC - Esbjerg fB

D. 26. september kl. 16.30
Dørene åbnes kl. 15.30.
Entré: 25 kr. for alle over 15 år.

 

Facebook

Vigtigt og velfortjent point på Fyn

023.JPG
25-03-2016

Af Thomas Jansen

Jammerbugt FC fik i forårets anden runde både spillemæssig og pointmæssig oprejsning. Det blev ganske vist ikke til sejr, men derimod et vigtigt og velfortjent point.

Kampen ude mod Næsby skærtorsdag endte således med uafgjort 1-1 efter Jammerbugt FC’s Michael Nielsen havde bragt de blåblusede foran midt i første halvleg. Målet blev til efter et særdeles flot opspil med involvering af mange Jammerbugt spillere. Oliver Helledie erobrede bolden i højre sige og igangsatte et modangreb, hvor Viktor Ahlmann og Thomas Hansen kombinerede inden sidstnævnte leverede et flot og præcist sideskift i fødderne på Nicklas Sørensen, som sendte bolden retur på tværs af feltet. Ved bagerste stolpe dukkede Michael Nielsen op og skubbede bolden i mål.

Så stod det 1-0 i en kamp, hvor Jammerbugt FC havde fået overtaget og egentlig producerede chancer til mere end det ene mål. Opskriften fra 1-0 målet blev gentaget flere gange, hvor blandt andre Nickolaj Jonstrup og Viktor Ahlmann var tæt på at øge føringen. I det hele taget var tale om en solid holdpræstation denne dag på Fyn.

Der kom da også en scoring mere inden pausen. Desværre tilfaldt den værterne, som også viste at de er et særdeles stærkt mandskab. Næsby fyldte godt op i Jammerbugt’s venstreside og lykkedes med at komme ind bag forsvarskæden, hvorfra der blev slået en flad bold ind i feltet. Denne blev mødt af en fynbo, som prikkede bolden i nettet til udligning 1-1.

- Næsbys mål kommer på et rigtigt ærgerligt tidspunkt for os. Vi er på og føler at vi har muligheder for at øge vores forspring. Trods udligningen lader vi os dog ikke slå ud, men vi fortsætter vores spil mod et i øvrigt stærkt divisionshold, fortæller Jammerbugt FC’s cheftræner Frode Langagergaard, som trods det at de ikke lykkedes med endnu en føring, var godt tilfreds med sine spilleres indsats.

- I første halvleg spiller vi rigtigt godt og vi kommer til flere gode chancer. I det hele taget var det spillemæssigt meget bedre end mod B93 og jeg synes det var en stor indsats af hele holdet, hvilket er opløftende mod et stærkt Næsby hold, evaluerede Langagergaard, som til kampen måtte se bort fra både Emil Haucke, Jan Rasmussen, Jakob Hjort og Christoffer Hansen. De to første grundet karantæne og de to sidstnævnte grundet skader.

En anden spiller der også fik knubs i torsdagens kamp var målscore Michael Nielsen, der efter et sammenstød med værternes målmand, eller rettere hans støvleknopper, måtte syes med 14 sting i et ret så dybt sår i benet. Derfor var der også særligt mange ekstra minutter tillagt de 90, men det rørte ikke ved at det blev pointdeling. 1-1 på Fyn og så kom foråret for alvor i gang for Jammerbugt FC.

- Det giver helt sikkert gejst og humør med denne præstation. Vi har fået rystet skuffelsen fra første kamp af os og nu kan vi tage videre til næste kamp med fornyet tro på tingene, sluttede Frode Langagergaard af på vej hjem fra Fyn.

Bussen når kun lige at køle af inden den skal på landevejen igen. Mandag går turen nemlig til AB Tårnby og Tårnby Stadion ved Kastrup.

Næsby - Jammerbugt FC: 1-1 (1-1)
26' 0-1 Michael Nielsen, Jammerbugt FC
34' 1-1 Kasper Høst, Næsby