Sydbank Pokalen: JFC - Esbjerg fB

D. 26. september kl. 16.30
Dørene åbnes kl. 15.30.
Entré: 25 kr. for alle over 15 år.

 

Facebook

Vilje og arbejdsmoral i fokus

MartinPprofil.jpg
10-05-2016

Af Thomas Jansen

Jammerbugt FC fik en både flot og vigtig sejr i sidste runde, hvor B 93 blev slået 2-1 på eget græs.

Udebaneturene har ellers ikke været yndlingsbeskæftigelsen for Jammerbugt FC dette forår, men på Østerbro Stadion var det anderledes. Nu gælder det så igen det velkendte græs hjemme i Jammerbugten, hvor det har set bedre ud. Sidst luskede de blåblusede dog slukøret fra grønsværen på Sparekassen Vendsyssel Arena efter et nederlag til FC Svendborg. Det skal helst ikke gentage sig, og spørger du den nye mand i front for holdet, Martin Pedersen, er sejr da også eneste målsætning, når det onsdag aften gælder Næsby hjemme.

- Da vi løb på banen i B 93 i sidste runde, var det på flere måder en frisk start. Vi var halvvejs i foråret og skulle nu til at møde de enkelte hold for anden gang – altså var vi nu lidt klogere end ved første møde. Derudover havde jeg, forud for kampen, fået ansvaret for dirigentstokken som cheftræner, indleder Martin Pedersen i snakken op til den kommende hjemmekamp. Trods sin nye udfordring, vil også han være i velkendte rammer.

- Der er naturligvis ikke tale om nogen helt ny start. Jeg kender jo holdet og spillerne ind og ud, og vi skal arbejde videre herfra. Men vi er alle forskellige, og derfor vil jeg naturligvis også lave nogle ændringer i måden vi griber fodboldspillet an på, forklarer Martin P og supplerer:

- I B 93 betød det blandt andet et par spillere i nye positioner og jeg kan heldigvis sige at det var en succes. Vi spillede en fantastisk kamp i B 93 og drengene, hver og en, ydede tæt på maksimum i forhold til fight og løb. Det var en fornøjelse at se den vilje og arbejdsmoral, også efter vi kom bagud, og det er præcis noget af det vi vil sætte særligt ind på fremover. Det er dyder, jeg prioriterer meget højt.

Når det onsdag aften i forårsolen gælder Næsby skal ærmerne derfor også smøges op. Ikke kun pga. varmen, men også fordi der skal arbejdes hårdt.

Der skal ikke gives ved dørene. Der skal kæmpes som en gal, og så skal det gode spil nok komme som følge heraf. Nu har vi vist, hvad vi kan i B 93, så der er ingen undskyldninger. Vi skal fortsætte med at give alt for hinanden og for trøjen. I fodbold taber man nogle gange til et bedre hold, men vi skal sørge for altid at være den bedste udgave af os selv. Så kan vi ikke bede om mere – og så er vi også gode nok til at slå de fleste hold i rækken, vil jeg mene, siger den nye cheftræner, der har en sund portion respekt for fynboerne fra Næsby.

Onsdag gælder det Næsby, som er endnu et godt hold. Her skal vi fortsætte med netop de samme dyder. Det er det samme, vi skal have frem og vi vil forsøge at komme ud over stepperne fra start, og sætte os på kampen fra første fløjt. Vi vil give os fuldt ud, og med det som afsæt, har jeg stor tro på, at vi også her kan gå fra banen som vindere, slår Jammerbugt træneren fast.

Før mødet ligger Næsby et point foran Jammerbugt FC i et efterhånden stort midterfelt. Men tingene kan hurtigt ændre sig og tre nye point vil give den blå bølge yderligere luft til stregen, som er det, det hele handler om dette forår.

Jammerbugt FC tager imod Næsby onsdag d. 11. maj kl. 19.00 på Sparekassen Vendsyssel Arena.