Facebook

Zinck ser frem mod weekendens møde med FC Sydvest

Zinck_kigger_web.jpg
21-09-2018

Af Thomas Jansen

Lørdagens modstander FC Sydvest har indtil nu haft et udfordrende efterår, der foreløbigt har kastet seks point af sig, hvilket placerer sønderjyderne på en 10. plads i tabellen.

Det giver et spring på 12 point op til Jammerbugt FC i toppen af rækken, og selvom det kan lyder af meget, så fortæller historikken, at FC Sydvest ikke er til at spøge med. Holdet fra Tønder har således ofte givet problemer for de blåblusede, der ikke har vundet i de seneste tre opgør mod lørdagens værter. De seneste to besøg til BankParken Tønder har givet nul point og dermed nogle ekstra mentale kilometer til den i forvejen lange tur hjem.

Derfor er man i Jammerbugt FC lejren heller ikke i tvivl om, at skal der denne gang være tre point med om bord på bussen hjem mod Nordjylland og Jammerbugten, ja så skal ærmerne smøges op. Gøres det, er chancerne for sejr til gengæld også gode, vurderes det forud for opgøret syd på.

Jammerbugt FC har nemlig ramt formen og bragede i midtugen ind på 1. pladsen med en stensikker 4-0 sejr. Trods den høje placering er begge ben dog fortsat solidt plantet i den nordjyske muld.

- De dyder, vi har, skal vi finde frem mod FC Sydvest, uanset hvor vi ligger i tabellen. Det bliver hårdt arbejde og vi skal forsøge at sætte vores spil dernede, understreger cheftræner Bo Zinck, der ikke lader sig rive med trods den spritnye førsteplads.

Der er dog naturligvis stor tilfredshed at spore hos Zinck, der de seneste uger har kunne se sit hold ramme højere og højere på formkurven.

- Det kører for os i øjeblikket. Vi har en sejrsstime i gang. Vi har ikke tabt i de 10 kampe gældende her i efteråret, så vi har masser af tro på tingene, og det skal vi ned at bringe videre, fastslår Bo Zinck, der på ingen måde slækker på kravene i takt med pointene tikker ind. Det hårde arbejde nydes tværtimod bare lidt mere.

- Vi har en stærk og skadesfri trup, så der er mange ting, som kører for os lige nu. Vi skal dog holde benene på jorden, selvom vi ligger fortjent nummer et, som status er på turneringen lige nu. Vi skal være ydmyg omkring tingene, men vi må også godt være glade for, at vi ligger nummer et, siger cheftræneren og tilføjer;

- Vi er ikke en af de største klubber i rækken, og alligevel har vi gjort det fantastisk, og det er lykkes med bl.a. sammenhold, lidt taktisk snilde og dygtige fodboldspillere.

De gode takter skal nu forsøges fortsat i weekenden, hvor der fløjtes op til kampen om de tre point lørdag d. 22. september kl. 15.00 på BankParken Tønder.