Klik på de to links og følg stillingerne i forårets slutspil.

 

Oprykningsspil

 

Nedrykningsspil

Facebook

Zinck takker af efter 11 år i klubben

dc1a97eb3bde9ab0e8ec334088994abe.jpg
02-06-2015

Af Thomas Jansen

Onsdag aften tager Jammerbugt FC hjemme imod Kolding B. Endnu en kamp. Nye 90 minutter. Det gentager sig uge efter uge. Fodbold som vi kender det.

Det går aldrig i stå, men indimellem må man alligevel lige stoppe op et øjeblik. Onsdag er en af de dage. Ikke mindst for Jammerbugt FC cheftræner Bo Zinck. Kampen mod Kolding B. er nemlig sidste gang han fører den blå bølge i kamp.

- Det er for mig meget vemodigt og en ubeskrivelig underlig fornemmelse, starter Bo Zinck, som i sin tid i klubben har opnået mere end de fleste, og gennem en dedikeret og hårdtarbejdende tilgang har bidraget væsentligt til den positive udvikling klubbens eliteafdeling oplever. 

Spændende udfordringer, gode oplevelser og værdifulde venskaber
- Jeg ved ikke hvor jeg skal starte. Der er sket meget siden jeg for 11 år siden startede som spiller i klubben. Assistenttræner, 2. holdstræner, U19 træner, talentchef, cheftræner og sportslig ansvarlig er de roller jeg siden har udfyldt, og hver og en har de givet meget masser af spændende udfordringer, masser af gode oplevelser og masser af værdifulde venskaber, forklarer Bo Zinck, som har knyttet utallige bånd på kryds og tværs af klubben.

- Der er så meget positivt at fremhæve, så meget at fortælle og så mange mennesker at takke, at jeg simpelthen er nødt til at begrænse mig til at sige, at det har været én stor fornøjelse og jeg vil komme til at savne klubben og en lang række mennesker rigtig meget.

Vil slutte godt af
Nu venter en, i denne omgang, sidste udfordring. En sidste af mange opgaver der skal løses. Den tages ikke bare lige på rutinen. Det sker ikke med Bo Zinck ombord. Vinderinstinktet og viljen til at arbejde hårdt og målrettet er intakt. Der skal sluttes ordentlig af.

- Forhåbentlig kan jeg takke af med manér onsdag aften, men uanset udfaldet af kampen mod Kolding, tør jeg godt sige, at jeg er meget stolt af det jeg afleverer her i klubben. Vores talentafdeling er inde i en rigtig positiv udvikling og vores 2. divisionstrup er god og solid. Der er masser af kvalitet og masser af udviklingspotentiale at arbejde videre med. Både på og uden for banen peger pilen i den rigtige retning og det er jeg meget glad for at have været en del af, fremhæver den nu afgående cheftræner med de mange andre tidligere titler i klubben.

Ikke farvel, men på gensyn
- Der er så meget historie, så mange oplevelser og så mange relationer, at det ikke bare er farvel og tak. Det er ganske enkelt umuligt, fortæller Zinck og han tøver da heller ved tanken om en dag igen at være tilknyttet Jammerbugt FC i en eller anden form.

- Selvom jeg nu får min daglige gang i en anden klub, så vil jeg fortsætte med at følge Jammerbugt FC tæt. Det er min hjerteklub og jeg vil fortsat have mange relationer i klubben. Onsdag er derfor heller ikke et farvel. Det er et på gensyn. Hvordan og hvornår ved jeg ikke, men ét er sikkert, jeg vender hjem igen.

Der er stadig en opgave som skal løses
Onsdag nærmer sig, og selvom Bo Zinck gerne genkalder de mange gode minder, kan man også mærke at han hellere ser fremad. Det er slut med at stoppe op. Bolden ruller snart igen. En ny kamp. En ny sejr at jagte. Bo Zinck vil vinde, også onsdag.

- Bolden ruller og nu handler det først og fremmest om selve kampen. Det handler om tre point. Jammerbugt FC vs. Kolding B. Vi vil som altid give os fuldt ud for at vinde, forsikrer Zinck og advarer om en modstander der har haft et godt forår.

- Ud fra stillingen er det et hold, som vi bør kunne slå, men Kolding har altså gjort det godt i foråret. Jeg har stor respekt for at de formår at blive ved med at præstere på trods af nedrykning. Det er altså flot. De har skabt resultater i foråret og er ikke mindst uhyre farlige på standardsituationer. Det skal vi være opmærksomme på.

En anden ting opmærksomheden er rettet mod i Jammerbugt FC lejren, er egen præstation. Skuffelsen i sidste runde ude mod Næsby gør ondt og skal vaskes væk.

- Det indtryk vi efterlod på Fyn, skal væk hurtigst muligt. Det var ikke godt, men vi har været rigtig gode på hjemmebane og det er vi forhåbentlig også onsdag. Det kræver vi er mentalt tilstede, men jeg forventer også vi sender et ekstremt tændt hold på banen, som vil ud og revanchere sig.  Med den sædvanlige respekt for vores modstander skal vi ud og forsøge at spille noget god fodbold, score nogle mål og vinde kampen.

Endnu et tvist på kampen er at Bo Zinck i Torben Mølby, Kolding B.’s cheftræner, står overfor en god ven. Så god at han vil gøre alt for at slå ham onsdag.

- Torben er en fantastisk god ven, og jeg er glad for det netop er ham jeg skal stå overfor i min sidste kamp på Sparekassen Vendsyssel Arena. Det vil glæde mig at runde af med en sejr over ham, smiler Bo Zinck inden han går ind til sin sidste kamp for Jammerbugt FC.

- Det bliver som sagt meget vemodigt og meget underligt. Men også spændende at skulle prøve noget nyt. Det er mit eget valg. Jeg har udviklet mig meget her i klubben og har været med til at udvikle mange spillere. Spillere vi også har sendt videre ud på nye eventyr. Nu er turen blevet min. Tidspunktet føler jeg er rigtigt og jeg kan kun takke Jammerbugt FC for at turde satse på mig for år tilbage. Det er gået stærkt og jeg er meget taknemmelig. Lad os slutte af med et brag, runder Zinck af, og mon ikke der sammen med bolden også ruller en lille klump i halsen onsdag aften, d. 3. juni.

Vi håber mange vil komme og bakke op og ikke mindst give en velfortjent sidste klapsalve. Kampen fløjtes i gang kl. 19.00 på Sparekassen Vendsyssel Arena. Vi ses på stadion!